%@ Page Language="C#" %>
Aktiviteter
Windsurfere har gode betingelser for at udfolde sig ved Skiveren Strand.
Andre kan nyde synet af de farvestrålende sejl på det bølgende hav. Fra
Skiveren kan I følge en vandre-/cykelsti, som fører ind i den smukke
Tversted Plantage, forbi Tversted Søerne og til Tversted by. Hvide Klit
Golfklub nær Bunken byder på en smukt beliggende, 18-hullers golfbane samt
en Par 3 Pay & Play bane, som kan benyttes af alle (14 km) Der er gode
fiskemuligheder langs kysten samt i baglandets åer. I har også mulighed for
at tage på havfiskeri med kutter fra Hirtshals (25 km).
Seværdigheder
Området omkring Skiveren er beboet af mange kunsthåndværkere, og I kan
besøge deres gallerier og værksteder, hvor der skabes glaskunst, keramik,
malerier, smykker osv. I Tuen ved Tversted kan I besøge Ørnereservatet. I
sommersæsonen er det muligt at komme helt tæt på nogle af verdens største
ørnearter og se dem blive fodret i luften. Oplev bl.a. vandrefalk, jagtfalk,
duehøg, kongeørn og havørn (5 km). Den hyggelige by Tversted byder bl.a. på
ægte landsbystemning, gamle, idylliske huse og vindmøllen Stokmøllen. Farm
Fun ved Ålbæk er en dyrepark med legeland. Kom tæt på gårdens dyr, bl.a.
grise, køer, får, kænguruer, emuer, ponyer, hængebugsvin, kaniner, geder,
marsvin, påfugle og lamaer, eller benyt de sjove månebiler, gyngerne og
hoppepuden (13 km).
Udflugtsmuligheder
Den Tilsandede Kirke, hvis tårn rager op over sandet, er beliggende i et
naturskønt plantageområde. Den enorme sandflugt i området er skyld i, at
kirken blev begravet (25 km). Nordsømuseet i Hirtshals er berømt for Europas
største saltvandsakvarium, Oceanariet på 4,5 mio. liter vand. På
Nordsømuseet kan I opleve ca. 60 forskellige fiskearter fra hele Nordsøen,
og nogle kan I endda røre ved (26 km). I Hirtshals kan I bl.a. også besøge
Bunkermuseet Hirtshals 10. Batteri - et komplet bunkeranlæg med museum fra
2. verdenskrig. Besøg evt. Skagen med de karakteristiske Skagenshuse,
Grenen, den charmerende havn, de interessante seværdigheder samt de mange
butikker og spisesteder (31 km). I forlystelsesparken Fårup Sommerland &
Aquapark kan I prøve mere end 50 spændende forlystelser for hele familien,
inkl. Danmarks største vandland og Danmarks største rutschebane, Falken. Når
entreen er betalt, kan I prøve det hele i Fårup Sommerland (70 km). Kort: ©
2001 Microsoft Corporation. Tekst og foto: Copyright © 2003 SOL OG STRAND
Feriehusudlejning A/S